England - fredag den 26. August 2011
Ashness Bridge, Falcon Crag, Walla Crag og Stone Circle
Vi vågende op til et strålende solskinsvejr. Det var ellers ikke det, som vejrudsigterne havde vist. På TV'et kunne vi konstatere, at det meste af det sydlige England havde fået en ordentlig skylle men den var ikke nået helt op til Lake District. Endnu.
Vores thailandske værtinde var lidt sjov at have med at gøre. Hun sagde "Sorry" og "Thank You" i en uendelighed og var ellers et stort smil som thailænderne nu er. Når vi kom ned til morgenmad, så var hun hurtig med kaffe og the til os. Hun havde helt styr på, hvad vi gerne ville have. Når det var serveret, kunne vi bestille vores morgenmad og de sidste mange dage havde Gitte, Hans og Marie bestilt yughurt med hjemmelavet müsli, så hun havde næsten noteret deres ønsker, inden de blev afgivet. Mig kunne hun ikke regne med, for jeg havde skiftet menu hver dag. Marie konstaterede også, at det var noget atypisk for mig, for jeg plejede at være meget konservativ hvad angår morgenmad.
Dagens vandretur var arrangeret af Gitte og Marie. Gitte havde fundet en del ture på nettet og Marie kombinerede 2 af dem til dagens program og det skulle vise sig at være alle tiders tur.
Vi aftalte at mødes ved turistbådene og tage båden kl. 10 til første landgangsbro Ashness. Vi havde tidligere taget turen til fods, så vi valgte at tage båden denne gang. Det viste sig også at være noget billigere end at tage båden til Howes End, som er tæt på at være første stop, hvis man sejler modsatte vej rundt. Vi konstaterede, at det må være billigere at sejle med den ordinære båd direkte til Howes End end at tage den specielle båd, der sejler direkte til Howes End og tilbage.
Vi blev sat af i et - fortsat - flot vejr og gik den direkte vej op mod Ashness Bridge, som skulle være en af de mest fotograferede stenbroer i Lake District. Det var en pæn stigning på asfaltvejen op mod broen og vi kunne snart prale af, at vores ben var varmet op til dagens tur. Mine ben klagede sig ikke, men der lød en undertone af: "Hvis du er på vej op på Skiddaw igen i dag, så brækker jeg mig!"
Ashness Bridge var malerisk og især hvis man kunne fotografere den med søen og Keswick i baggrunden. Så der blev taget en del billeder ved broen, inden vi fortsatte op af en sti mod nord - og op til Falcon Crag. Det gik pænt opad og flere gange kunne stigningen sagtens måle sig med gårsdagens op mod Skiddaw.
På Falcon Crag havde vi flot udsyn over søen og Keswick, så der blev deklareret kaffepause. Vejret skiftede langsomt og der blev lidt mere overskyet. Men stadig var der en flot udsyn over mod Cat Bells og skyerne derover, der spejlede sig i søen.
Efter kaffepausen gik turen videre mod Walla Crag, en anden høj med flot udsigt ind over Keswick. Her var det især de flotte lyngområder, der trak. Det var højsæson for lyngen, så der var store flader på bjergene med lilla lyngfarver. Det sjove var, at de var smukkest i gråvejr. Så snart solen var på, blev det store kedelige flader, når man så dem på afstand.
Lige efter Walla Crag fandt vi et passende sted at spise frokost. Vi delte et par hjemmelavede sandwiches, som Gitte og Hans havde købt. De smagte super. Så gik det ellers ned af bakke, for at finde Lake Districts svar på Stonehenge. Det gik forholdsvis let ned ad bakken på fornuftige stier, så endnu engang havde vi valgt den rigtige retning at gå, når man tænker på, at det er sværest at gå ned af bakke. Vi nåede ned til en fast vej, hvor der hurtigt dukkede et skilt op, der viste og væk fra byen. Det begyndte at småregne, mens vi gik et pænt stykke langs et stengærde og over hovedvej A591. På den anden side af hovedvejen, fortsatte vi på en meget smal vej, der vist ikke var beregnet til biler. Ikke desto mindre dukkede der pludselig en bil op og vi måtte kravle pænt op til stendigerne, så bilen kunne passere. Da vi nåede frem til stencirklen ved Castlerigg, var det næsten stoppet med at småregne og vi var igen sluppet nådigt fra de våde elementer.
Vi kunne læse, at stencirklen kan dateres meget længere tilbage end Stonehenge og at man ikke rigtig ved, hvad formålet med cirklen har været. Men nogen må have brugt mange kræfter, for at få sat de store sten i en cirkel. Var det et ofringssted, et sted, hvor man traf store beslutninger eller noget helt andet?
Dagens sidste etape gik direkte ned mod Keswick. Denne etape var på asfaltvej og snart var vi nede i byen på et sted, hvor min GPS var klar i spyttet med, hvad vej vi skulle gå. Jeg kunne konstatere, at det program, jeg havde investeret i til min iPhone, havde levet helt op til forventningerne. Der har ikke været nogen slinger i valsen med at vise vej.
Vel nede i centrum splittede vi op. Gitte og Hans ville gerne hjem med bagagen og småshoppe lidt. Jeg overtalte Marie til et besøg på Dog & Gun, for at nyde turens sidste Old Peculier på fad. Mens hun gik på toilettet, kiggede jeg nærmere på udvalget i baren. Stor blev min forbavselse, da de serverede Loweswater Gold på fad. Det var en af dem, jeg havde nydt på en tidligere tur. Den måtte vi absolut smage. Den viste sig dog at være lidt for varm. Jeg synes, at en lys ale skal serveres kold men denne nærmede sig stuetemperatur. Dertil kom, at den nok var en anelse for bitter efter Maries smag. Nå mens hun kæmpede med hendes halfpint, kunne jeg så nå en Old Peculier også. Den er mørk og nærmer sig en Guiness i den måde, den er blød. Men noget mere smag og bitterhed, synes jeg. Den ender nok med at vinde over Sneck Lifteren, så det er godt, at det er den, jeg har kastet mig over i hjemmebryggeriet.
Gågaden i Keswick var velbesøgt med mennesker. Der var gang i et adventure løb, som åbenbart havde været i gang i over 15 timer. Målet var på gågaden i byen, så folk klappede efterhånden som der kom nogen løbende i mål. Vi kunne se på en skærm, at nogle klatrede rundt i bjergene, så de havde sikkert været godt i gang i området siden midnat, måtte det være.
Vores plan var at gå i Booths og købe en flaske rødvin men vi forsvandt fra hinanden og da jeg havde ventet et stykke tid på Marie i supermarkedet, gik jeg hjem. Her ventede hun ? og hun havde heller ikke købt rødvin, men det fik hun hurtigt klaret.
Vi skulle mødes hos Gitte og Hans og nyde en enkelt øl og et glas vin, til vi blev hentet ned til spisning. Der var nemlig andre, der skulle bespises før os. Men Marie og jeg nåede lige ned på The Bank Tavern, for at nyde turens sidste fadøl. Vi havde ikke mere end lige båset os hos Gitte og Hans, da vi blev kaldt til spisning.
Middagen skuffede heller ikke denne dag. Det var superlækker thailandsk mad - meget autentisk. Så vi var godt mætte af både god mad og vin/øl, afhængig af, hvad vi havde valgt. Det var i øvrigt medbragte drikkevarer. De har ikke licens til at sælge drikkevarer. I stedet kunne man selv medbringe. Kufferten var pakket og vi krøb til køjs. Sidste nat i Keswick for denne gang. Stod det til mig, var det ikke sidste gang!
